Du er her

Mobilitet uden grænser?

"Selv om det ikke er populært, og selv om ingen bryder sig om det, er det svært at undgå den konklusion, at der er grænser for mobilitet. Når alle skal indfri drømmen om friktionsløs mobilitet, opstår der mangel på tid og rum, energi og råmaterialer. Der opstår utilsigtede bivirkninger, som drømmen gerne fortrænger", skriver professor Ole Thyssen i denne kronikken om mobilitet i fremtiden.

Venn tipset!

Din venn har blitt sendt en e-post om denne artikkelen.

Tips en venn

Av Ole Thyssen

Mennesker er mobile, drevet af nysgerrighed, grådighed eller frygt. Derfor er menneskets historie også folkevandringernes historie, og folkevandringerne foregår stadig for øjnene af os, enten som de riges turisme, når de arbejder og ferierer, forbruger og forelskes, uddannes og informeres, eller de fattiges ufrivillige turisme på flugt fra sult, lidelse eller et udsigtsløst liv. Og mens de riges rejser favoriseres, med motorveje, flyruter og hurtige tog, så de let kan rejse til lokkende steder, lægges der stærke grænser på de fattiges rejser. Stod det til den rige verden, skulle de helst slet ikke rejse, skønt de tekniske muligheder findes. De rige flyver over hele kloden, de fattige er lænket til deres sted, medmindre de vover en risikabel transport. På to helt forskellige måder bekræftes det gamle ord om, at det at rejse er at leve.

 

De gamle verdensriger krævede mobilitet. Alexander den Store og Cæsar og Napoleon var store rejsende, om end Napoleon led skibbrud af mangel på veje tilbage fra Rusland. Romerrigets avancerede veje var både beregnet til hurtig transport af soldater og informationer. Og i Renæssancen startede de store opdagelser, hvor Europa spredte sig over hele kloden og søgte at gøre den til sin egen. Det åbnede for en vision om mobilitet uden grænser, så det moderne menneske blev rastløst og transportabelt og grænseløst, altid på vej, så vejen både er det faste, med sten og asfalt, men også den flydende og fortsatte bevægelse mod det nye. Mens fortidens mennesker hentede deres identitet fra forfædrene og fra ­blodet, fødes nutidens mennesker som spørgsmålstegn, hvor svaret er op til dem selv. De må skabe sig selv gennem en karriere, som er en "løbebane", en vej, så transport og mobilitet bygges ind i vort væsen. Igen: at rejse er at leve, og enhver rejse starter og begynder på en vej. Derfor er rejsen vigtigere end ankomsten, derfor er vejen et vitalt symbol på overraskelser og muligheder, og derfor er rejsens monumenter - broen, motorvejen, lufthavnen - blevet moderne ikoner, som markerer at moderne samfund har bundet sig til liv og nervøs bevægelighed, ligesom de gamle pyramider og gravmæler var tegn på død og evig ubevægelighed. Den moderne verden ikke blot åbner sig for, men forpligter sig til en global transport, som bringer alle mennesker i spil med alle mennesker, så vi uundgåeligt er anbragt side om side i et skæbnefællesskab. Ofte har transport ingen anden mening end lysten og drømmen. Men transport er mere end en privat fantasi. Kommunikation og transport omspænder i dag kloden, så varer og alliancer, arbejde og ferie, turisme og sport gør hjemmet til blot ét af de mange steder, vi bebor.

 

EU blev oprettet for at lette udvekslingen af kapital, varer og mennesker, så hver EU-borger frit kan rejse til hvert EU-land og bevare sine rettigheder. Mens information, billeder og kapital kan udveksles friktionsløst, i nutid, så hele verden bliver øjeblikkeligt tilgængelig via TV, Internet og mobiltelefon, er transport af mennesker henvist til den fysiske transport, som kræver tid, energi og råstoffer plus en enorm infrastruktur, som skal skabes, udvides og plejes. Det er pragtfuldt at verden er tilgængelig i ord og billeder, så fjerne mennesker og steder kan ses og høres. Men intet kan erstatte det fysiske nærvær - at være til stede med sine egne sanser og møde mennesker ansigt til ansigt. For enden af det moderne projekt står en vision om en friktionsløs transport, som forøger hastigheden og presser tid og rum sammen. Den umulige udviklingsdrøm er, at hele verden er øjeblikkeligt og frit tilgængelig for hele verden og i alle dimensioner.

 

Transport har alle dage været en del af et længselsfuldt billede af luksus og overflod. På museer, film og tv kan man stadig beundre de transportmidler, som de rige havde adgang til i gamle dage - hestevogne med ødsel plads og fløjlsbetrukket luksus, togvogne omdannet til herskabslejligheder med messing og velour, lange biler med bar og sofa og en chauffør bag mørkt glas, private jetfly til disposition 24 timer i døgnet og med generøs benplads, alt sammen noget som står i grel modsætning til hvad der bydes aberne på charterturismens flyvende slaveskibe eller i motorvejenes og lufthavnenes lange køer.

 

Transport indgår ikke blot i den moderne idé om udvikling, men også i billedet af rigdom. Og hvad der engang var luksus for de få er gradvist demokratiseret og blevet til tilbud for de mange. De rige englændere, som i begyndelsen af 1800-tallet var de første turister, efterfulgt af kunstnere som H.C. Andersen på europæiske dannelsesrejser, rejste på en måde, som ingen i dag vil misunde dem. Hvad de rige for få årtier siden knap nok kunne drømme om er blevet hverdag for millioner. Denne idé spreder sig over hele kloden, så en asfalteret vej bliver et livsbånd, hvor hele verden kan strømme hen til et sted, som før kun var fattigt og møjsommeligt tilgængeligt og hvor mennesker - den anden vej - kan bevæge sig ud i hele verden. Selv om alle steder er tilgængelige, kræver det veje og transportmidler at gøre denne delagtighed til oplevet virkelighed. Blot har den lette transport en bagside: at både rejsen og de eksotiske steder bliver banale, så moderne rejsende tilbydes rejser fyldt med strabadser og ubehag, så de på én og samme gang kan mærke at de rejser og at de lever.  

 

Transportmidler og transportdrømme danner et kredsløb, hvor begge poler hidser hinanden op og sætter hinanden i skred, så resultatet er en stadig vækst i transport. De gamle eventyrs fjederhamme og magiske vogne bliver til virkelighed blot for at åbne for nye fantasier. Der opstår en længsel efter at komme væk, så mennesker hellere vil sidde i det fremmede og føle hjemve end at sidde hjemme og føle udlængsel. Mobilitet er en realitet, men også en drøm, som ophidser mennesker og skaber behov, så de stamper i jorden og kræver mere og bedre. Og erhvervsfolk, politikere og teknikere har hver deres grunde til at imødekomme disse behov. Også på transportens område opstår en kravsinflation, som er umulig at bremse, fordi alle puster til dens ild i håbet om at drage fordel af den. Veje og broer, baner og lufthavne er moderne templer for den gud, som hedder mobilitet. På de store broer, som hæver deres betonpiller mange hundrede meter over havet, forbundet med et spindelvæv af kabler, kan vi fornemme den sublime nærhed af en storslået gud.

 

De rige ejer mange steder og må rejse mellem dem for at kapitalisere ejerskabet. Hvad er rigdom, dersom den ikke er synlig som ejendom og transport mellem ejendomme? Hvad er et sommerhus, eller en lejlighed i en fremmed by, dersom man ikke bruger dem? Og hvad er et liv, som ikke omfatter erobring af den fremmede verden med krop og sanser? I takt med at det vestlige billede af rigdom har bredt sig over hele kloden, er der opstået en tvang til transport, som gør det blot lokale liv til en ydmygelse og en armod. Og både marked og stat arbejder hårdt på at strømline transporten, så verden kan åbne sig og blive et rigt sted, måske endda så rigt, at de rige lande ikke længere behøver at bremse transporten fra de fattige lande med mure og politi, pigtråd og overvågningskameraer, fingeraftryk og irisbilleder. Når vi fejrer billedet af en åben verden frembesværger vi et billede, hvor alle kan rejse og opleve rejsen som en befriende åbning mod det fremmede, ikke som en flugt.

 

Drømme om transport er uden grænser og begynder at inddrage rummet, skønt det er svært at asfaltere vejen fra Jorden til Mars. Og drømmene næres af den rige elite, som har råd til at udvikle nye måder at transporteres på, så opfyldelsen af deres luksuriøse behov sætter nye normer, som i demokratiets navn kræves gjort tilgængelige for alle. Men er der grænser for vækst?

 

Selv om drømme er gjort af et flygtigt stof, kræver det faste materialer at opfylde dem. Eventyrets fjederham vejede ikke mere end en fantasi. Biler, tog og fly kræver derimod ikke blot stål, glas og plastic, men også en infrastruktur, et netværk af transportmidler i ordets allerbredeste forstand og helst koordineret, så alt flyder glat. Når biler bliver for alle og enhver, må de forsynes med veje og benzin og parkering og værksteder, så bilsystemet breder sig over hele verden og gør selv eksotiske steder sært fortrolige. Og tænker man den moderne drøm om transport til ende, og gør man endda drømmen demokratisk, forvandles den langsomt til et mareridt.

 

Transportmidler udvikles for at spare tid. Målet er at gøre transport hurtigere og lettere. Men der opstår en tidsfælde, for når det er let at transporteres, vokser mængden af de steder, hvor man har lyst til at komme. Den sparede tid ædes op af nye aktiviteter. Og ikke nok med det. Selv om bilen er hurtigere end ben, hestevogn og cykel, fyldes byerne med biler, som bremser hinanden og til sidst går helt i stå, når alle skal mange steder hen og bruger bilen, så dens løfte om frihed og hastighed bliver brudt. Landskabet fyldes med motorveje og månelandskaber med tilkørselsramper og vissent græs, luften fyldes med maskiner, som larmer og forurener, og overalt opstår der køer, klumper og flaskehalse i den strøm af transport, som i teorien og på billederne tager sig så friktionsløs ud, ligesom turistbureauernes billeder af tomme palmestrande med et par smukke mennesker kun er billeder, mens realiteten afslører strande overfyldt med svedende turister, ghettoblastere og blidt svævende Kleenex-servietter.

 

Selv om det ikke er populært, og selv om ingen bryder sig om det, er det svært at undgå den konklusion, at der er grænser for mobilitet. Når alle skal indfri drømmen om friktionsløs mobilitet, opstår der mangel på tid og rum, energi og råmaterialer. Der opstår utilsigtede bivirkninger, som drømmen gerne fortrænger. Som enhver vækst­kurve må også væksten i transport nå et maksimum, hvorefter der opstår kriser prishop og social uro, ikke kun omkring de fattiges rejser væk fra deres udsigtsløse hjemlande, men også omkring de riges rejser hen til de lokkende udlande. 

 

Derfor må vi ikke blot tænke over, hvordan drømmen om en mobilitet uden grænser kan indfries, men også over drømmens grænser. De gamle kejsere og de gamle opdagelsesrejsende var besat af en trang til ekspansion, som endte med at integrere kloden. Nu er det sket, og der er ikke flere steder at erobre, undtagen i verdensrummet. Derfor står vi over for en anden opgave – at gøre drømmen om transport bæredygtig og smuk og at integrere den i landskab og byskab. Det kræver andre talenter og en anden kunst end den, som var - og er - nødvendig for at føde drømmen og udvikle dens redskaber. Det kræver en anden form for politisk og teknisk mod

DEBATTREGLER I SAMFERDSEL
Har du synspunkter på denne saken, så kom gjerne med dem her i kommentarfeltet! Det du skriver vil i de fleste sammenhenger fremstå som mer interessant og troverdig dersom du skriver under fullt navn. Hold deg til saken, vis respekt og raushet overfor andre og deres meninger. Husk at det du skriver kan bli lest av mange!

Ytringer som inneholder trusler eller annen form for sjikane, vil bli fjernet.

Vennlig hilsen
Samferdsel-redaksjonen

comments powered by Disqus

  • Tweets

Bunnbilde
SAMFERDSEL, TØI
Gaustadalléen 21,
0349 Oslo.
Telefon: 22 57 38 00
Telefaks: 22 60 92 00

PÅ VEIEN
I LUFTEN
PÅ SKINNER
PÅ SJØEN
TRANSPORT
REISELIV
MILJØ
TEKNOLOGI

ARKIV
AKTUELT
ANNONSERE

TØI
DEBATT
KONTAKT OSS
OM OSS

 

Ansvarlig redaktør: Flemming Dahl. Mobiltelefon: 986 255 96. Epost: fda@toi.no  |  Personvern

Designet og utviklet av CoreTrek AS